0

STUB Vintårn

Vores nyindrettede vintårn var i de første 100 år et vandtårn - med udgangspunkt i kilden, der bliver til det lille vandløb Skambækken, som springer i et kildevældsområde,
der med stor sandsynlighed har eksisteret siden sidste istid!

Målet med ombygningen i 2020 var at indrette en lille vinbutik og vinbar, hvor vores gæster kan købe et glas vin og nyde den smukke og vidtstrakte udsigt over Skambæk Skanser, Kalundborg Fjord, Kirkebugten og Storebælt.

Foråret 2020 blev brugt på at planlægge projektet, så vandtårnet kunne omdannes til vintårn, sådan at det kunne åbnes for offentligheden og blive en ny seværdighed på Røsnæs.


Vandtårnet blev bygget i 1920 med fokus på kilden, der bliver til det lille vandløb Skambækken, som springer i et kildevældsområde omkring skellet mellem Skambækgårdens østligste arealer syd for ’Tårnbakken’ og naboejendommen. Med stor sandsynlighed har kilden og bækken eksisteret siden sidste istid.

Fra kildevældet løber bækken direkte mod syd og ender ca. 700 m længere nede med udløb i Kalundborg Fjord lige syd for Strandhotel Røsnæs på den plet, hvor stenen med ’den lille havfrue’ er genplaceret.

Inden udløbet passerer bækken gennem det, der - så vidt vi ved - for mange år siden var mølledammen på ’Skambæk Møllegård’, og derpå et par havebassiner i hotellets have. .

STUB Vintårn rummer nu en lille vinbutik med vores egne vine og enkelte, importerede rødvine.

Vinene kan købes som smagsprøver, eller i glas til servering i vinbaren indendørs og/eller ved vinmøblerne ude i terrænet.

Skambækken var kendt viden om bl.a. på gamle engelske søkort fra omkring 1800-tallet, i perioden med  ’Kanonbådskrigene’, hvor den engelske flåde angreb Danmark og kendte til bækken, som et godt sted at hente frisk ferskvand.

Kildevandet blev anvendt i de omkringliggende ejendomme, formentlig gennem århundreder, men i dag er det kun Skambækgården, der stadig får sin vandforsyning direkte fra kilden via eget vandværk.

Skambækgården lå oprindeligt på den placering, hvor Strandhotel Røsnæs nu ligger, og faktisk må Strandhotellet betragtes som den oprindelige Skambækgård, selv om der formentlig ikke længere forefindes nogen af de oprindelige bygninger.

Under 1. Verdenskrig besluttede de daværende ejere af den oprindelige Skambækgård sammen med bankdirektør Hans Hass og naboen, den navnkundige Valdemar Henckel, der havde opført utallige ejendomme i Kalundborg, herunder sin private bolig ’Klintebo’ som nærmeste nabo på Klintedalsvej, sig for at omdanne gården til et gæstgiveri, da den fantastiske beliggenhed ved stranden tiltrak mange gæster og formentlig gjorde gæstgiveriet til en bedre forretning end landbruget.

Derfor blev en ny Skambækgård opført på bakken mod nord, i år 1917, hvor beliggenheden var lige ud til den daværende Røsnæsvej mellem Kalundborg og Ulstrup mv. Bygningen af gården blev finansieret af Hans Hass, og hans initialer kan stadig ses på gavlen af gårdens ene staldlænge.

3 år senere - i 1920 - blev vandtårnet opført, hvilket kan ses af Hans Hass’ initialer, der også er indføjet i tårnets sydøstlige side. Kildevandet blev af vandværket pumpet op i vandtårnet, der med sin placering på det højeste punkt på egnen, skabte tilstrækkeligt naturligt tryk, så vandet kunne løbe ned i de tilknyttede ejendomme gennem nedgravede jernrør.

Da Skambækgården mange år senere var den eneste ejendom, der hentede vand i kilden, blev vandforsyningen ført uden om tårnet og direkte op til gården. Dette skete formentlig en gang i 1970’erne. Siden har tårnet således ikke rummet vand, men har stået tomt og ubenyttet.

Det er derfor en stor glæde for os, at vi i efteråret 2020 har kunnet åbne tårnet for offentligheden, som STUB Vintårn, så I kan se, hvad der gemmer sig herinde, høre stedets spændende historie og smage vores vine.

Skambækvej 14
4400 Kalundborg