OM STUB

For at forstå vores valg af navn til vingården skal I vide, at mit fulde navn er Carl Frederik Stub Trock - og at jeg er født i 1954. Præcis 200 år tidligere blev én af mine tip-tip-tip-oldefædre født, nemlig Otto Frederik Stub.

Meget senere blev han kaptajnløjtnant og senere kommandørkaptajn, og han blev ejer af Kalundborg Slots Ladegård (det nuværende ’Kaalund Kloster’, tidl. Kalundborg Rådhus) i perioden fra 1795 til 1807 med tilhørende ‘bøndergods’ incl. halvøen Røsnæs.

Hans ejerskab blev kort, da gårdens længer brændte i 1806, og selv om de blev genopført, solgte han i 1807 gården til sin svigersøn Jacob Schnell. Denne solgte bøndegårdene fra i perioden 1809-11, og selve ladegården blev solgt på auktion i 1824. Otto Frederik Stub døde i 1827 (72 år gammel), mens hans enke boede i Kordilgade frem til sin død i 1844.En af deres sønner, født i Kalundborg i 1791, var den første Carl Frederik Stub, min tiptipoldefar.

Han blev proprietær på Arnakkegård med sin første hustru, med hvem han bl.a. fik datteren Margrethe Caroline Stub (f. 1823), der blev gift med min tipoldefar Peter Hermann Gottlieb Trock (f. 1819) i 1853, hvorved de 2 slægter Stub og Trock blev forenet, og hvorved det blev muligt, at jeg kunne fødes ca. 100 år senere.

Disse dybe rødder i det sandblandede muld på Røsnæs, gjorde det let for os at vælge navnet på vores lille vingård: STUB.

For selv om vi kun har ’generobret’ ca. 20 ha af familiens besiddelser for ca. 200 år siden, er det alligevel lidt sjovt at trække trådene tilbage. Især fordi min kære hustru, Karen B. Olsen, er 7. generation i den slægt, der i starten af 1800-tallet frikøbte ’Kongestensgaarden’ nær Bjørnstrup på Røsnæs, fra netop Kalundborg Slots Ladegård, og derfor antager vi, at vores slægter har mødtes for ca. 7 generationer og ca. 200 år siden.

OM STUB VINGAARD

STUB Vingaard ejes og drives af Carl og Karen, og vi får i perioder god hjælp af familie og venner til at passe de ca. 1½ ha med vin og de ca. 5.500 vinstokke.

Resten af arbejdet får vi stor hjælp til fra Danmarks største vingård: Dyrehøj Vingaard, der ligger kun ca. 3 km længere mod vest.

Vores første vinmark ’Trekanten’ med knapt 2.000 vinstokke af 3 sorter (Johanniter, Rondo og Solaris) blev plantet i 2017.

Mark nr. 2 ’Strandbakken’ med godt og vel 2.000 vinstokke (alle Solaris) blev plantet i 2018.

Og den nyeste mark ’Tårnbakken’ med ca. 1.500 vinstokke (alle Johanniter) blev plantet i maj 2020.

Det meste af Skambækgårdens i alt 18 ha er udlagt med græsfolde til vores heste (vi hedder i den sammenhæng Stutteri Valhalla), mens resten er beklædt med skov og krat, især på de stejle skrænter ned mod Kalundborg Fjord.

Stutteri Valhalla blev grundlagt i 1983, og vi har dermed avlet walisiske ponyer og småheste i mere end 40 år og i mere end 5 heste-generationer.

Vi har specialiseret os i at avle Welsh Cobs, små stærke heste og store ponyer fra det bjergrige Wales, og vi har haft stor succes med avlen. I årtier har vi været det førende stutteri i Danmark, og internationalt har vi placeret som et af de absolut bedste stutterier i Europa (udenfor hjemlandet Storbritannien) f.eks. med Europachampionater og sejre ved internationale shows og med medalje ved Europamesterskaberne i ponydressur.

Da vi etablerede STUB Vingaard i 2017, valgte vi, at vores vine skulle opkaldes efter nogle af de største profiler blandt vores heste -  for at binde ’fortiden’ på Skambækgården (Welsh Cob stutteriet) sammen med ’fremtiden’ (vingården).

Heldigvis har vi plads til at begge aktiviteter fortsætter sideløbende, men vi syntes, at det var spændende at binde de 2 aktiviteter og vores store interesser en anelse sammen.